Fri fragt ved køb over 500,- kr (til PickUpPoint)-- OBS: Pakkeafsendelse er ferielukket i uge 26 og 27 --
Besøg vores butik - se mere her!

Indkøbskurv:

0 item(s) - 0,00 kr
Din indkøbskurv er tom.

0

Om LiVi Strik

Hele LiVi Strik Familien

LiVi Strik Familien er en lidt særlig strikkefamilie, som gerne vil sprede strikkeglæde og give dig en helt særlig strikkeoplevelse. Du kan eksempelvis komme på workshop hos os i Ribe eller invitere os til at holde en workshop hos dig, hvor vi underviser i spændende strikketeknikker. Vi har også lækkert, bæredygtigt garn og strikkekits og opskrifter i vores eget design, som bærer præg af at strik skal være sjovt og gerne lidt udfordrende! Samtidig lægger vi vægt på, at designet skal være tidløst og garnet af en god kvalitet, så de mange timer ved strikketøjet giver mange års glæde.

LiVi Strik er en familievirksomhed, som er baseret på passion for strik og glæden ved at lave noget sammen. Alle i LiVi Strik har enten fuldtidsarbejde eller fuldtidsstudie, og engagementet i LiVi Strik foregår derfor i fritiden. Det er således lysten til at designe, skabe og inspirere, som er drivkraften for os. Vi præger hver især forskellige facetter i billedet som er LiVi Strik, så for at præsentere LiVi Strik bedst vil vi her præsentere medlemmerne af LiVi Strik familien.

LillinLillin Villadsen

Lillin arbejder fuld tid som kemiingeniør med speciale i jordforurening. Lillin etablerede LiVi Strik i 2006, og er stadig omdrejningspunktet i virksomheden. Lillin har formået at give sin passion for strik og håndarbejde videre til sine børn, hvilket har skabt grobunden for at LiVi Strik i dag er blevet til et familieforetagende. LiVi Strik er udsprunget af Lillins idealer, visioner og ideer, og en af hendes vigtigste roller i dag er derfor at udforme og udtrykke visioner, som alle kan arbejde efter.

Lilin er designeren bag de fleste af LiVi Striks modeller. Som designer lægger Lillin vægt på, at der skal være en spændende detalje eller teknik ved hvert design. Dette kan f.eks. ses på brugen af Moebius-teknikken til tørklæder, og den måde modellerne er udtænkt så sy- og monteringsarbejdet er minimalt. Lillin nyder at videregive sin viden om strik, og glæder sig derfor altid til at undervise f.eks. på workshops på messer. Sidst men ikke mindst står Lillin for den daglige administration og planlægning af fremtidige aktiviteter samt messer.

Opgaver i LiVi Strik

  • Hoveddesigner
  • Underviser 
  • Fotomodel
  • Regnskabschef
  • Messeplanlægger
  • Pakning og forsendelse af ordrer
  • Indkøb af garn


TennaeTennae Rix Kristensen

Tennae er den ældste af Lillins børn, og har fra barnsben strikket meget. Hun bor i København med sin mand Ian, hvor hun er i gang med sin kandidatuddannelse på CBS.

Tennae tager ofte turen til Ribe for at hjælpe til i LiVi Strik. Det gælder både når vi tager til håndarbejdsmesser og indkøbsmesser, og når der ellers bare er brug for en hjælpende hånd. Derudover sætter vi stor pris på Tennaes sprogkundskaber, da hun er den, der oversætter opskrifter m.m., når der er brug for det. Tennae er også begyndt at bidrage med egne designs og opskrifter, hun har eksempelvis designet vores LiVi Sleeve og Snoningstørklædet. Designmæssigt er Tennae for tiden fokuseret på boligindretning og arbejder på at udvide LiVi Striks engagement inden for boligtekstiler, hvor hun har ideer til forskellige puffer, tæpper og puder.

Opgaver i LiVi Strik:

  • Messeassistent
  • Oversætter
  • Fotomodel
  • Designer
  • Tekster til nyhedsbrev m.m.
  • Markedsføring 

SidselSidsel Villadsen

Sidsel er datter af Lillin og har fra en ung alder været engageret i strik. Hun studerer musikterapi i Aalborg, hvor hun bor sammen med kæresten Simon.

Sidsel er en stor hjælp for os i forbindelse med messer, hvor hun både vejleder på standen, og gladeligt fremviser strikketekniker for alle interesserede. Derudover er vi meget glade for hendes evner som dygtig og aktiv strikkedesigner, og hun har designet flere af vores kreative modeller. Sidsel har en forkærlighed for neverkont- og moebius-teknikkerne, og hun har eksempelvis designet vores Polarlys Moebius. Desuden har Sidsel en særlig interesse for kunststrik, og hun har designet en meget flot cirkeljakke, som vi er mange der venter spændt på bliver helt færdig.

Sidst men ikke mindst har Sidsel været en stor hjælp til opbygning af den nye hjemmeside, og hun bidrager løbende til opdateringer på hjemmesiden og vores Facebook-side.

Opgaver i LiVi Strik:

  • Designer
  • Webadministrator
  • Messeassistent
  • Fotomodel
  • Markedsføring
 

Bjarke

Bjarke Villadsen

Bjarke er den ældste af Lillins to sønner og bor stadig hjemme. Selvom han til hverdag har travlt på HTX, så finder han stadig tid til at hjælpe med stort og småt i LiVi Strik.

Bjarke har taget mange af vores billeder af garner, kits og modeller til hjemmesiden, og han bidrager ofte med flere roller til messerne. Han hjælper med at pakke strikkekits, klargøring og opstilling af standen på messerne og så har han ved flere lejligheder vist sig som en fremragende salgsassistent. Desuden har Bjarke flair for at strikke dobbeltstrik, hvilket han har demonstreret ved flere messer. Vi sætter stor pris på at Bjarke altid står klar til at bidrage, uanset hvilken opgave han blive præsenteret for.

Bjarke har også kastet sig ud i at designe herremodeller, og hans første kreation er undervejs. Han får dog hjælp af Lillin og Farmor :) .

Opgaver i LiVi Strik:

  • Meddesigner
  • Fotograf
  • Medarbejder i lagerstyring
  • Pakning af strikkekits
  • Messeassistent
 

MaltheMalthe Villadsen

Malthe er den yngste i søskendeflokken, og bor hjemme hos Lillin og Bjarke. Han kan også strikke, og han bidrager allerede til LiVi Strik både med idéer og med arbejdskraft.

Malthe tager gerne med på messer, hvor han både er kasseassistent og god til at hjælpe interesserede med informationer om garn og modeller.  Imellem messer hjælper Malthe også med at pakke strikkekits og spole garn. Og han har endda været fotomodel :)

Vi er specielt glade for at have Malthe med på messer, hvor hans blotte tilstedeværelse skaber god stemning og glæde hos folk, når de ser, hvor dygtig han er til at strikke og hjælpe til i standen.

Opgaver i LiVi Strik

  • Kasseassistent
  • Idé-generator
  • Fotomodel
  • Messeassistent
  • Pakning af strikkekits
 

FarmorInger Villadsen

Farmor er naturligvis farmor til Lillins børn, og hun bor så dejligt tæt på, at hun tit kommer forbi og også er blevet en del af familieforetagendet. Farmor har mange års strikkeerfaring, da hun har en stor familie, der nyder glæde af hendes kreationer.

Farmor er meget hurtig og effektiv med strikkepindene og er derfor blevet et værdifuldt medlem af LiVi Strik. Hun strikker gladelig farveprøver og strikkeprøver i massevis, når modeller skal udvikles og nye garner testes. Derudover tester hun også opskrifter, når de er færdige og skal afprøves af uafhængige øjne. Farmor strikker gerne modeller op igen for at vise flere farver og størrelser, og har på den måde nok strikket de første ti versioner af sommertoppen ”Prima Vera”, samt en hel række små prinsessehandsker. Ud over de mange strikkede masker, er vi også meget glade for Farmors inputs i forhold til farvevalg, mønstre og nye ideer.

Opgaver i LiVi Strik

  • Strikke strikkeprøver
  • Strikke farveprøver
  • Teste opskrifter
  • Strikke modeller
  • Give feedback på ideer og opskrifter 
 

Simon Simon Kröger Kronmose

Simon er Sidsels kæreste og er derigennem blevet draget mod strikkeverdenen og LiVi Strik. Simon bor således også i Aalborg, hvor han lige er.blevet færdig med en Bachelor i informationsteknologi og studerer nu en kandidat i forretningsinnovation. Selvom Simon ikke selv strikker, har han masser af kreative ideer og andre gode bidrag.

Vi har stor glæde af Simons evner som LiVi Striks IT-mand, og han har bl.a. udviklet hjemmesiden, som han også er administrator for. Derudover har han lavet et kassesystem, vi kan have med på messer, og som sørger for, at vi nu kan tage dankort på standen. Simon er også en stor hjælp i forbindelse med billedredigering og grafisk opsætning af nyhedsbreve, plakater og annoncer.

Men Simon er ikke kun IT mand, han har også mange ideer til strikkedesigns, og har væres meddesigner på flere modeller. Designmæssigt fokuserer Simon på enkle designs, og arbejder bl.a. på design af en herretrøje og mobilsleeves.

Opgaver i LiVi Strik

  • Primær webadministrator
  • Markedsføring på Facebook
  • Billedredigering
  • Grafiker
  • Meddesigner
  • Praktisk innovatør
  • Telefonisk support 
 

Ian Ian Rix Kristensen

Ian er gift med Tennae og bor med hende i København, hvor han læser erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation. Ian har egentligt lært at strikke, men han har ikke den fornødne tålmodighed til at gøre noget ved det.

I stedet har vi meget glæde af Ians viden om kommunikation og organisering. Ian er således vores organisationskonsulent, hvor han hjælper os med at få det hele til at hænge sammen, nu hvor LiVi Strik har vokset sig til et større familieforetagende. Derudover bidrager Ian med ideer til markedsføring, og han er med til at skrive nyhedsbreve og tekster til hjemmesiden.

Ian er også med til at inspirere til nye strikkemodeller, idet han udfordrer LiVi Striks designere til at tænke ud over normerne, og den måde man plejer at strikke på. På den måde er der stor værdi i ideer fra én, som ikke strikker. 

Opgaver i LiVi Strik

  • Organisering af intern kommunikation
  • Administrering af arbejdsopgaver
  • Forfatter af nyhedsbrev
  • Bidrag til hjemmeside og markedsføring
  • Idéer til strikkedesigns 
Strikket sammen af: SK-IT